Tur til Klostermølle, søndag d. 14. december 2025

Den sidste fugletur i 2025 med DOF Sydøstjylland gik til Klostermølle med Peter Damgaard som guide.

Vejret var gråt og overskyet - mildt med ca. 8 graders varme og jævn til frisk vind. Vi gik dog for det meste i læ for vinden. Der var et flot fremmøde på 21 inkl. turguide Peter Damgaard med deltagere både fra Esbjerg og Fyn,

Vi startede med at gå ned til søen, hvor der straks hørtes parktræløber (korttået træløber): Dy dy dy dy, lidt skarpt i forhold til almindelig træløber, der lyder ligesom en spinkel mejsestemme. Der sås musvåge i luften.

Mossø er Jyllands største sø. Og her findes også Danmarks største indlandsdelta. Gudenåen er Danmarks længste vandløb, hvor dog Skjern å er den vandrigeste.

Vi havde taget teleskoperne med og så ud over søen, hvor der var mange ænder og knopsvaner. Herefter gik vi op i fugletårnet i den gamle tørrelade, hvor vi bl.a. så sølvhejre, fiskehejre, en del ænder, lille lappedykker og isfugl.

Klosterkæret så lidt “ langhåret ud”, selv om der normalt er græsning ved store græssere. Vi gik tilbage til bilerne med teleskoperne og fortsatte derefter ud ad stien langs Klosterkanalen. Et stykke henne ad stien stod gruppen stille og så nedad. Her hoppede 2-3 små fuglekonger rundt på kun 1-2 m’s afstand, så man rigtigt kunne se, hvor små de er. De lod sig pænt fotografere, selv om de dog ikke sad stille for at posere. Vi passerede stedet, hvor vandet føres bort fra Klosterkanalen. Der er en stærk strøm af vandet her med store sten spredt ud i vandløbet, så vi kiggede naturligvis efter vandstær, men så ikke nogen.

Så gik turen op mod Sukkertoppen. Det var som sædvanligt en hård ”bjergbestigning”, der fik de fleste til at blive temmelig forpustede.

Landskabet her er 22 mio. år gammelt, og det hedder Sukkertoppen, fordi man kunne se hvidt kvartssand på toppen, inden beplantning dækkede for synet. Et tryk i jordskorpen (som et jordskælv) har skabt forkastningen, der er blevet til dalen. Det bakkede landskab er skabt af det baltiske isfremstød med tilhørende gletsjere, der også har skabt de to halvøer i Mossø: Lindholm Hoved og Emborg Odde. 

Selvom det var overskyet, var der en flot udsigt fra Sukkertoppen, hvor vi holdt kaffepause. Heroppe blæste det noget, men vi tog os tid til kaffen, inden vi gik tilbage gennem skoven mod p-pladsen.

Tak til Peter for en fin tur.

Det blev til 32 arter på turen. Her i set/hørt rækkefølge:

Halemejse, spætmejse, korttået træløber, musvåge, musvit, knopsvane, gråand, troldand, taffeland, hvinand, skarv, sangsvane, hættemåge, grågås, vibe, sølvhejre, lille lappedykker, krikand, toppet lappedykker, fiskehejre, stor skallesluger, isfugl, træløber, grønsisken, stor flagspætte, blåmejse, solsort, gærdesmutte, sumpmejse, fuglekonge, dompap, vindrossel.