Generelt: Vores fugleture er for alle, og de kræver kun tilmelding, hvis det er nævnt i turbeskrivelsen. Vel mødt! 

 

Torsdag d. 16. april 2026 – Prøvetur for punkttællere og info om spontantællinger

Tid og sted: Kl. 18:00– ca. 20:00. P-pladsen overfor Danmarks Sportsfiskerforbund, Skyttevej 5, 7182 Bredsten. Tæt på Vingstedcenteret.

Et tilbud til medlemmer, der er interesserede i at blive punkttællere. Vi laver en kort prøvetur og snakker om naturtyper, afstand mellem punkter og andre praktiske ting. Umiddelbart kan det virke ret uoverskueligt med punktællinger: Vinter, tidlig ynglefugletælling og sen ynglefugletælling. Men man kan bare have en rute på 10 punkter, som man tæller en gang om året. Det er fint - det hele tæller. Vi vil også lave en spontantælling for at vise, hvordan det foregår. Hvor punkttællingerne viser bestandssvingninger over en årrække, viser spontantællinger svingninger over kortere tid, f.eks i løbet af et år. Vi er altid klar til at hjælpe med det praktiske. Lokalafdelingen giver kaffe/te og kage.

Punkttællingerne er et af DOF’s vigtigste projekter til at overvåge udviklingen i vores fuglebestande.

At være punkttæller er også en måde at være aktiv i din lokalforening. Det er vigtigt også på lokalniveau at vide og følge over tid, hvilke fuglearter der er i vores område, hvor de forekommer og hvor mange de er.

Turleder: Peter Damgaard, tlf. 21565442 (mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)

 

Torsdag d. 23. april - Fugletur til Viuf-Håstrup Solcellepark og Viuf Skov

Tid og sted: Kl. 08:00- ca. 11:00.  Knivskærvej ca. 150 m fra Håstrupgårdsvej. P-plads ved port E. Koordinater: 55.58643,9.51924

Vi går en tur på nogle af de mange stier i solcelleparken og kommer forbi et par småsøer. Så går vi igennem den sydlige spids af Viuf Skov. Her er der shelters og borde og bænke, hvor vi holder kaffepause. Noget af skoven er omlagt til urørt biodiversitetsskov med fokus på store gamle træer.

Vi har mulighed for forskellige ænder, grågæs, svaner mm i søerne, og i området og i skoven er der småfugle, spætter, rovfugle mm.

Gåturen er på knap 5 km på stier, gangbroer og skovveje.

Turledere: Jens Erik Sørensen, tlf. 30319615 og Conny Brokholm, tlf. 24498504

 

Lørdag d. 25. april 2026 - DOF UNG-tur - Fugletur til Uldum Kær

Tid og sted: Kl. 15:00- ??. P-pladsen ved shelterpladsen, Kærvejen 70, 7171 Uldum.

Sverre fra DOF ung afholder en skøn forårstur ved Uldum Kær i samarbejde med DOF Sydøstjylland. Turen kommer til at være en eftermiddagstur rundt om kæret, forbi Verdens Ende og to fugletårne samt en lyttetur i og omkring rørskoven. Der vil være mulighed for at tjekke ænder og gæs i kæret, høre og forhåbentlig se blåhals, lytte efter rørdrummens pauken, og måske er vi så heldige, at storkene er kommet tilbage til reden i kæret. Medbring godt fodtøj, da der kan være smattet og eventuelt teleskop, hvis man har lyst til at kigge langt efter havørne, fiskeørne, gæs eller andet godt.

Hvis du ikke har mulighed for at køre eller blive kørt, kan du skrive eller ringe til Lars Holst Pedersen, som vil prøve at arrangere kørsel til Uldum Kær. Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 23880590

  

Lørdag d. 2. maj 2026 - Fugletur til Tarup-Davinde-søerne på Østfyn med lokal guide
 
Tid og sted: Kl. 08:00- ca. 12:00. P-pladsen på Langagervej 1, 5220 Odense SØ
 
Tarup-Davinde er et 400 ha stort grusgravsområde med ca. 70 søer, græssede overdrev og pilekrat: https://www.tarupdavinde.dk/. Vi går en god lang tur - 5 km med kikkerter og evt. teleskoper på ryggen rundt til nogle af de vigtigste "fuglesøer" i området.

Vi kan forvente at se primært vandfugle bl.a. den store hættemågekoloni med tilhørende arter af sorthalset lappedykker, fjordterne og måske sorthovedet måge. Desuden vil vi kunne opleve den fine bestand af de sangere, som er ankommet fra vinterkvarterene. 

Turleder: Henrik Kalckar, Formand DOF Fyn og naturvejleder i Tarup-Davinde

Turen er gratis og kræver ikke tilmelding.

Vi kan lave samkørsel fra Horsens, fra opsamlingspladsen på Grønlandsvej 264, 7100 Vejle Syd (motorvejsafkørsel 61b) eller p-pladsen ved afkørsel 58b Middelfart. Ved samkørsel, kontakt Lars Holst Pedersen på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf. 23880590

 

Tirsdag d. 12. maj 2026 - Fugletur til Grene Sande

Tid og sted: Kl. 8:00- ca. 11:00. P-pladsen på Billundvej 50, 7250 Hejnsvig. (Sydvest for Billund. Fra Billund-siden ligger p-pladsen på venstre hånd 600 meter efter åen. Kommer man kørende fra Hejnsvig mod Billund, skal man lidt forbi Gyttegård Golfklub).

Fra p-pladsen udgår flere afmærkede ruter, som ikke er svære at gå. Der er også borde og bænke, så der er mulighed for en pause. Tag kaffe med, hvis I har lyst.

Grene Sande er nærmest et stykke vestjysk natur omplantet i overskuelig afstand fra f.eks. Vejle. Jorden er sandet, og der er lynghede, sumpede områder, varierende skov, en fin lille å og endda lidt klitter.  Fuglelivet omfatter bl.a. skovpiber (mange), hedelærke, sortmejse og misteldrossel, og der er også chance for trane, vendehals, topmejse og sortstrubet bynkefugl. I skoven et godt udvalg af sangfugle.

Turleder: Jens Erik Sørensen, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Conny Brokholm er medguide.

 

Torsdag d. 21. maj 2026 - Tur til Vorsø (bemærk, at denne tur kræver tilmelding og betaling)
 
Tid og sted: Lidt før kl. 09:30- ca. 13:30. Brigsted Strand, Vorsøvej 30, 8700 Horsens. Der er p-plads ved reservatet.
 
Tag med til det lukkede naturreservat i Horsens Fjord, hvor Jens Gregersen vil fortælle om øens
naturhistorie og fugleliv.
Skarverne har forladt øen, men i stedet har et par havørne ynglet der siden 2012, og måske ser vi reden.
Øens krat og ungskove byder på mange småfugle. I de lavvandede områder omkring Vorsø raster desuden mange forskellige vadefugle.
 
Vi skal gå de 700 meter over til øen, hvor Jens Gregersen vil modtage os, så husk fornuftig
påklædning, vaders kan benyttes - alternativt fastsiddende sko og skiftetøj. Husk også lange
bukser og mulighed for lange ærmer, da vi går igennem områder med høje brændenælder.
 
Tilmelding til Marianne Fock på tlf. 30270948 eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Pris 110,- kr. Max. 20
deltagere.
Betaling til DOF Sydøstjylland: Middelfart Sparekasse: Regnr. 0758, Kontonr. 3231069533.

 

Fredag d. 5. juni 2026 – Aftentur til Klostermølle: Fugle og flagermus

Tid og sted: Kl. 20:00 – ca. 23:00. P-pladsen på Klostermøllevej, lige ved møllen. Nærmeste adresse er Klostermøllevej 48B, 8660 Skanderborg.

Vi går en tur i området og ser og hører, hvad der er. Efterhånden som det bliver mørkere, er det mest de mere nataktive sangere mm. vi hører, og samtidig begynder flagermusene at røre på sig. Der er flere forskellige arter ved Klostermølle, bl.a. damflagermus, brunflagermus, dværgflagermus og vandflagermus, Klosterkanalen er et rigtig godt sted at se jagende vandflagermus. Dem vil vi prøve at bestemme ved hjælp af en flagermusdetektor. Husk kaffe/te.

Turleder: Peter Damgaard, tlf. 21565442.


Lørdag d. 13. juni 2026 - Fugletur til Vejle Ådal ved Haraldskær 
 
Tid og sted: Kl. 08:00- ca. 12:00. P-pladsen ved Haraldskær Sinatur Hotel og Konference, Skibetvej 140, 7100 Vejle

Vejle Ådal har meget dejlig natur og spændende fuglearter. Området ved Haraldskær byder både på god blandskov, mose og kærområder, overdrev, eng, småsøer og selvfølgelig Vejle Å. Der er mulighed for en del småfugle, bl.a. bjergvipstjert, blåhals og bynkefugl samt forskellige sangere som kærsanger og græshoppesanger. Der er også en del rovfugle i området, og i skovene kan vi finde træløbere og spætter.

Vi tager gul vandrerute rundt. Den er på ca. 6,5 km og et par steder lidt krævende. Turen forventes at tage 3,5-4 timer. Der er flere boardwalks, men tag vandskyende fodtøj på alligevel for en sikkerheds skyld. Gummistøvler burde ikke være nødvendigt, medmindre engene er meget våde.

Turleder: Nina Rosendahl Larsen, mail:Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  

 

Torsdag d. 25. juni – Filsø (kør-selv-tur. Vi anbefaler samkørsel.)

Tid og sted: Kl. 14:00 – ca. 19:00. P-pladsen ved Petersholmtårnet, Kærgårdvej 6A, 6840 Oksbøl.

Vi starter med at kigge ved Petersholm. I løbet af de sidste par år er der kommet en del vand i Petersholmområdet, og det har givet noget godt snask til gæs, ænder, skestorke og vadefugle. Der bliver også tit set havørn. Efter Petersholm tager vi lidt rundt og kigger i området. Vi kan bl.a. tage til Filsøgård, besøge Storeholmtårnet og Langoddetårnet. Det finder vi ud af, da det kommer an på, hvor der er flest fugle på dagen. Husk kaffe/te og madpakke.

Turledere: Peter Damgaard, tlf. 21565442 og Marianne Fock, tlf. 30270948.

 

Fredag d. 3. juli 2026 - Natravnetur i Frederikshåb Plantage
Tid og sted: Kl. 21:30 til senest kl. 24. Vestre Rullebane i den nordvestligste ende af Frederikshåb Plantage, 7190 Billund

Vi går en tur i plantagen, og når mørket falder på, håber vi at få natravnen at høre. Er vi rigtig heldige, ser vi den flyve rundt i tusmørket. Der er også mulighed for skovsneppe og måske hedelærke. I tilfælde af dårligt vejr, som f.eks. regn og blæst aflyses turen. Ved tvivl kontakt turleder.
Turledere: Allan Bech, tlf. 30663915 og Hans Pinstrup, tlf. 20488173.
 

 

EFTERÅR 2026

 

Tirsdag d. 29. september 2026 - Fugletur til Solkær Enge

Tid og sted: Kl. 10:00 - ca. 13:00. P-pladsen ved Skibelund Naturskole, Skibelundvej 22, 6092 Sønder Stenderup.

Vi går langs den gamle poststi til det nedlagte pumpehus, hvor vi holder en pause og går derefter tilbage igen. En flot tur på knap 2 km med udsigt over Lillebælt på den ene side og Solkær Enge på den anden. Selve stien blev under stormen i oktober 2023 delvist ødelagt, så på en kort strækning går vi på stranden. Solidt fodtøj og en vindtæt jakke anbefales, da det godt kan blæse koldt ind fra havet.

Såfremt det nye fugletårn står færdigt, slår vi et smut forbi dette. Hvis der er stemning for det, kan vi efter turens officielle afslutning gøre holdt langs Skibelundvej og tage et kig gennem hegnet for at se på de små vige og lavtvandsområder, som der ikke er offentlig adgang til.

Solkær Enge blev efter mange års afvanding og landbrugsdrift naturgenoprettet i 2004 og fremstår nu som en lavbundet brakvandssø med et rigt fugleliv. I træktiden gæstes området ofte af ænder, gæs og vadefugle, men også rovfugle ses jævnligt, og måske kigger havørnen forbi.

Tag kikkert og gerne teleskop med, da fuglene raster ofte på stor afstand. Vi tager også et teleskop med.

Turleder: Peter Dam-Hansen (tlf. 30 29 37 59).

 

Tirsdag d. 13. oktober 2026 - Fugletur til Trelde Næs 
Tid og sted: kl. 08.30 til ca. 11.30. P-pladsen for enden af Trelde Næsvej (ved Trelde Næsvej 290, 7000 Fredericia). 

Gunner håber på, at vi kan se alkefugle, sortænder og edderfugle og ellers, hvad der måtte være på havet og i
skoven. Stisystemet på næsset er godt, men der kan være mudret på derude, så klæd jer, især hvad angår
fødderne, på under hensyntagen til vejret.
Turleder: Gunner Nielsen, tlf. 60581056

 

Lørdag d. 12. december 2026 - Vandstærtur til Randbøldal

Tid og sted: Kl. 10:00 - ca. 11:30. Randbøldal Museum, Dalekildevej 1A, 7183 Randbøl.

Vi går en tur i dalen og håber på at se vandstær. Der er også mulighed for bjergvipstjert og isfugl samt en del småfugle i skoven.

Turleder: Allan Bech, tlf: 30663915.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

AFHOLDTE TURE OG MØDER I 2026

Den Genfundne Bro og Vestbirksøerne, søndag d. 4. januar 2026
Mødested: P-pladsen lige vest for Vestbirkvej 2, 8740 Brædstrup kl. 09.00.
En flot gåtur mest på Naturstien Bryrupbanestien og Søvejen/Vestbirkvej, men med afstikkere til dæmningen ved Bredvad Sø og til Vestbirk vandkraftværk. Gode muligheder for diverse vintersmåfugle, sangsvaner, gæs, vandstær og isfugl.
Turleder: Peter Damgaard, tlf. 21565442.

Torsdag d. 15. januar 2026 - Foredrag om ringmærkning v/Jonas Pedersen
Tid og sted: Kl. 19.00 - 21.30. Bygningen, Ved Anlæget 14B, 7100 Vejle. 

Jonas Pedersen kommer og holder et foredrag om ringmærkning af fugle. Foredraget vil handle om
ringmærkning helt generelt som metode til at indsamle data, men vil også være anekdotisk med en
masse gode historier og billeder fra ringmærkningstationer på tværs af tre kontinenter.
DOF Sydøstjylland gav i 2021 støtte til Jonas til et tre-måneders ophold på Skagen Fuglestation.
Det blev adgangsbilletten til den store fugleverden.

 

Lørdag d. 31. januar 2026 - Fugletur til Hejlsminde Nor
Tid og sted: Kl. 11.00 til ca. kl 14. P-pladsen ved havnen i Hejlsminde. Nærmeste adresse er Havnevej 2, 6094 Hejls.

Vi vil kigge efter, hvad der opholder sig på vandet og ikke mindst på noret.
Havørnen ser vi med stor sandsynlighed. Medbring gerne eget teleskop.

Turleder: Kurt Storgård, tlf. 24945332



Tirsdag d. 03. februar 2026 - Generalforsamling
Tid og sted: Kl. 19-22. DOMUS Ved Sønderåen 1, Vejle (brug indgang 2 (vest ud mod Søstrene)).
Der er p-pladser bag DOMUS eller ved Regionsbygningen ”Røde orm”.

Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Beretning om lokalafdelingens virke
3. Fremlæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse
4. Fremlæggelse af budget til godkendelse
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
6. Valg af revisor
7. Forslag fra medlemmerne. Skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger inden generalforsamlingen
8. Eventuelt.

Efter generalforsamlingen vil Nina Rosendahl Larsen fortælle om boligbirding.
DOF Sydøstjylland giver kaffe/te og kage.
Der er ingen tilmelding.
Kontakt: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf 24498504.

 

Uge 6 og 7 2026 - Vintervandstærtælling i DOF Sydøstjylland
Se information her


Mandag d. 16. februar 2026 - Fugletur til Bygholm Park i Horsens
Tid og sted: Kl. 10:00- ca. 12:00. Den store p-plads med indkørsel fra Bygholm Parkvej (over for Bygholm Parkvej 75, 8700 Horsens).

Vi går en tur rundt i parken og ser, hvad der er i søerne, og hvad der er af småfugle rundt omkring. Der er mulighed for isfugl, forskellige ænder og diverse småfugle. Måske er der også en vandstær i stryget. Turen varer 2-3 timer.
Turleder: Marianne Fock 

 

Søndag d. 22. februar 2026 - Ørnens Dag. (Bemærk at det er to steder i år).
Tid og sted: Kongens Kær i Vejle (Ribe Landevej 170, 7100 Vejle) og Rands Fjord i Fredericia Kommune (p-plads ved Fagerlien, efter nr. 25). Kom på et tidspunkt mellem kl. 10 og 14.
DOF Sydøstjyllands frivillige ornitologer er på plads ved Kongens Kær og vil fortælle om ørnene og de andre fugle i kæret. Vi kan ikke garantere, at I ser ørnene, men de kommer jævnligt, og ellers er der meget andet at se på. Vi har teleskoper og kikkerter med. Tag gerne børn, naboer, venner eller bekendte med. DOF giver kaffe, kakao og slik, og vi glæder os til at se jer.
Fredericia Kommune, Naturnetværk Fredericia står for arrangementet ved Rands Fjord. Her er der næsten garanti for at se havørnene. 
I Danmark er havørnen igennem de seneste 10-20 år gået markant frem både som ynglefugl og i forekomsten af ikke-ynglende unge fugle. Den tendens har vi kunnet se ved Rands Fjord. Det første ynglende par ved Rands Fjord blev opdaget i 2013. Siden er ynglesuccesen gået op og ned og fuglene har flyttet rede flere gange.
Vi står klar med teleskoper ved p-pladsen, hvorfra havørnenes rede kan ses. Vi fortæller om ørnenes spændende adfærd og biologi.
Du kan også gå videre til fugletårnet og se på andre rastende fugle ved fjorden - herunder stor skallesluger.
Vi byder på nogle varme drikke. Husk varmt tøj og vandtæt fodtøj.
 
 

Fuglestemmekursus forår 2026
Der bliver fuglestemmekursus her i foråret 2026 med start d. 23. februar kl. 19.00. Det foregår i Bygningen, Ved Anlæget 14B, 7100 Vejle.
Der bliver 8 kursusaftener på mandage og 4 fugleture i weekender. Kurset er for begyndere og let øvede. Du behøver ikke at være medlem af DOF for at deltage, og I må gerne deltage, selv om I tidligere har gået på kurset. 
Tilmelding til: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 24498504. 
Underviser: Conny Brokholm

Det koster 875 kr som kan indbetales til Middelfart Sparekasse Regnr. 0758, Kontonr, 3231069533

Kursusaftener: 23.02. – 02.03. – 09.03. – 13.04. – 20.04. – 27.04. – 04.05. – 11.05. – 18.05.

Der er 9 datoer, da jeg er nødt til at reservere lokalet en ekstra aften. Hvis det ikke er nødvendigt at aflyse en aften, kan det være, I får en ekstra kursusaften.

Fugleture: Søndag 08.03. morgentur– søndag 29.03. morgentur – lørdag 25.04. ??– torsdag 14.05. om aftenen. 

 

Onsdag d. 4. marts 2026 - Ugletur i Vejle Ådal
Tid og sted: Kl. 17:00-19:00. Ravning Station, Ravningvej 25, 7182 Bredsten
Uglelyttetur. Varighed ca. 2 timer.
Vi mødes ved p-pladsen og går en lille tur på Bindeballestien, hvor vi nyder den smukke Vejle Ådal. Når mørket falder på, kan vi være heldige at høre natugle og måske stor hornugle. Muligvis hører vi også andre af nattens dyr og fugle.
Husk varmt tøj, lommelygte og thermokande. Vi bliver oppe på stien, så almindeligt fodtøj rækker.
Turleder: Allan Bech, tlf. 30663915. I tilfælde af dårligt lyttevejr som f.eks. kraftig regn eller blæst aflyses turen.
 
 

Tirsdag d. 10. marts 2026 - Film i Kolding Watching People watching birds med oplæg v. lokal DOF-formand, Conny Brokholm

Tid og sted: Tirsdag d. 10. marts kl. 19.30 (Længde 1:30) Sted: Nicolai Biograf, Skolegade 2A, 6000 Kolding 

Om filmen:

Fugleflokke forsvinder verden over, mens stadig flere mennesker vender blikket mod himlen og finder mening i at observere fugle. ‘Watching People Watching Birds’ skifter fokus fra fuglene i linsen til menneskene bag kikkerten. Dokumentaren følger alt fra den verdensberømte, amerikanske forfatter Jonathan Franzen til ornitologer og entusiatiske fuglespottere, alle forenet af kærlighed til de flyvende, fjerklædte dyr. 

Fuglekiggeriet bliver mere end en hobby. Det er en søgen efter noget oprindeligt. Amatørernes passion smitter af på publikum og åbner sanserne for en verden, man ellers ikke ser. Med lige dele humor og melankoli tegner filmen et portræt af en planet i krise og de fuglekiggere, som slås med næb og klør for at bevare bestanden. Jonathan Franzen minder os om, at fuglene måske er vores sidste, stærke forbindelse til naturen.

 

Tirsdag d. 17. marts 2026 - Fugletur til Rands Fjord 

Tid og sted: Kl. 08.30 til ca. 11.30. P-pladsen ved Fårbækvejen. Nærmeste adresse er Fårbækvejen 40, 7000 Fredericia

På turen er der gode chancer for at se havørn, diverse andefugle, drosler og andre vintergæster. Med lidt held
får vi måske også øje på grøn- og sortspætter. Der vil være mulighed for drikke kaffe og spise madpakke undervejs.
Tilgængeligheden af området er god , men der kan være udfordringer med glatte skråninger. Godt
fodtøj og robust klædedragt anbefales - tjek vejrudsigten

Turleder: Gunner Nielsen, tlf. 60581056

 

Lørdag d. 28. marts 2026 - Fugletur til Dons Nørresø (bemærk nyt mødested!)

Tid og sted: Kl. 14:00- ca. 17:00. P-pladsen ved den nye sportshal, Bavnehøj 177, V. Nebel, 6040 Egtved

Vi går en tur ned til Dons Nørresø og rundt om den. Der er mulighed for forårskåde lappedykkere på søen, liv i mågekolonien, ænder og gæs, lidt rovfugle, div. småfugle og med lidt held får vi set eller hørt grønspætte og isfugl. Måske kigger en havørn forbi. Vi har også tidligere hørt syngende fyrremejse ved søen. Vandtæt fodtøj anbefales, da der kan være meget mudret på stierne.

Turens varighed forventes at være ca. tre timer. Der er mulighed for kaffepause undervejs. Medbring selv kaffe/kage/andet.

Turleder: Nina Rosendahl Larsen, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 


Mandag d. 30. marts 2026 - Foredrag: Vadehavet - natur i verdensklasse med John Frikke

Tid og sted: Kl. 19:00-21:30. KUC Kolding, Ågade 27, 6000 Kolding.

Vadehavet er et enestående landskab på overgangen mellem hav og land. Det ligger i læ bag en række beskyttende øer, og det lavvandede havområde er tilmed påvirket af et tidevand, som spiller en helt afgørende rolle i forhold til landskabet og de biologiske rigdomme i området. Det helt særlige, havskabte landskab og dets enorme biologiske produktion danner rammen om et af verdens vigtigste vådområder, der bl.a. er afgørende for de 12 millioner trækkende vandfugle, som pendler mellem yngleområder højt mod nord og overvintringskvarterer langt mod syd.

John Frikke vil sætte ord og billeder på Vadehavets væsentlige karakterer, ligesom området vil blive præsenteret i form af en rejse på tværs af kystlandskabet. Endvidere sættes der fokus på den øgede opmærksomhed, som Vadehavet har været genstand for igennem de seneste fire årtier – blandt andet med etableringen af Nationalpark Vadehavet i 2010 og Vadehavets udpegning som UNESCO Verdensarv i 2014.

John er til dagligt ansat som naturkonsulent ved Nationalpark Vadehavet, og har i mere end fire årtier været beskæftiget med Vadehavet og i særdeleshed dets rige fugleliv. Derudover har han besøgt en god del af de naturområder, der ligger på fuglenes trækveje mellem Arktis i nord og Antarktis i syd.

Det er gratis at deltage, og det kræver ikke tilmelding. DOF Sydøstjylland giver kaffe/te og kage.

 

Søndag d. 12. april 2026 - Fugletur til Hammer Mølle i Gudenådalen

Tid og sted: Kl. 08:00- ca. 12:00. P-pladsen på Fruehøjvej (på vestsiden af vejen ved skoven syd for Fruehøjvej 2, 7160 Tørring), lige ved møllesøen.

Smuk, men krævende tur til området omkring Hammer Mølle. Chance for misteldrossel, grønspætte, dobbeltbekkasin. bjergvipstjert, diverse sangere og andre småfugle og lidt rovfugle. Vandrestøvler anbefales, da vi skal ned over Gudenådalen, der kan være fugtig.
Turen forventes at tage ca. 4 timer, husk kaffe/te.
Turleder: Peter Damgaard, tlf. 21565442 (mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)