Referat af turen til Gyldensteen Strand, tirsdag d. 2. december 2025

På trods af gråvejr og en kold vind dukkede 10 deltagere inkl. turlederne Conny Brokholm og Peter Damgaard op på p-pladsen ved Dæmningsmindetårnet i vestenden af Kystlagunen kl. 10.

Før vi overhovedet var kommet i gang med turen, kom en flok kvækerfinker flyvende hen over hovederne på os, og lidt derfra kunne vi høre grønspættekald. En flok på ca. 50 stillitser kom også flyvende over p-pladsen, og en tårnfalk musede ikke langt derfra.

Gyldensteen Strand-området består af Kystlagunen, som er saltvand, Engsøen, som er ferskvand og diverse omkringliggende engområder og småskove samt et par tidligere øer. Aage V. Jensen Naturfond erhvervede området i 2011, hvor det var inddæmmede landbrugsarealer. I marts 2014 blev digerne ud mod Kattegat fjernet, og saltvandet kunne herefter oversvømme arealerne, som så blev til Kystlagunen. Det var en ret usædvanlig måde at lave naturgenopretning på det tidspunkt. Engsøen med ferskvand er skabt sidenhen.

Vi gik op i fugletårnet ved p-pladsen og satte teleskoperne op. Her var lidt forskellige ænder, vadefugle og sølvhejre. En ung havørn kom til og jagede over vandet et godt stykke fra os. To gamle havørne blev efter lidt tid spottet siddende på bredden i modsatte ende af lagunen. Der kom en flok bramgæs flyvende henover. De blev opdaget på deres nærmest ”gøende” kald. En flok småfugle fløj gentagende gange rundt i området omkring fugletårnet. De var meget aktive og sad ikke stille længe nok til at blive artsbestemt. Det var dog med stor sandsynlighed bjergirisker.

Efter ca. en time i tårnet satte vi os i bilerne og kørte mod øst og ud på dæmningen mellem Kystlagunen og Engsøen. Her havde vi et godt overblik over Engsøen, hvor der var rigtig mange ænder. Måske omkring 1000 gråænder bl.a. Vi gjorde holdt på dæmningen, satte teleskoperne op og begyndte at kigge de mange ænder igennem. Her var både krik-, pibe-, knar-, taffel-, hvin- og troldænder samt nogle rigtig fine spidsænder og en enkelt eller to skeænder. Altså stort set alle de almindelige andearter, man kan se i Danmark - imponerende! Der var også lille skallesluger, flere sølvhejrer og intet mindre end omkring 500 viber. Mens vi stod der, kom en flok småfugle på ca. 50 flyvende over os. De lod deres kald høre og kunne så bestemmes som sikre bjergirisker denne gang.

Sulten begyndte efterhånden at melde sig hos de fleste, så vi gik i bilerne igen og kørte det sidste stykke over dæmningen for at holde frokostpause i den fine udstillingshytte ved Eriksholm. Mad og drikke blev indtaget, mens en flok sjaggere og vindrosler fløj forbi og rundt i træerne lige ved hytten som middagsunderholdning.

Da flere var blevet lidt for kolde, tog vi en rask travetur ud over Langø til pumpehuset ved det tidligere dige ind til området. Pumpehuset er blevet lavet om til fugletårn, så vi gik op og nød udsigten. Der var ikke så mange fugle her, men vi fik da set endnu en havørn i luften. Det lignede én af de voksne, vi havde set sidde i den ende af Kystlagunen tidligere. På vej tilbage havde en tårnfalk travlt med fødesøgning over engene.

Vi satte os i bilerne igen og kørte tilbage hen over dæmningen og ned til det sydøstligste hjørne af området. Her er også et fugletårn – Egensehytten. Turen ud til fugletårnet gik gennem Egense Plantage, som er en meget interessant lille skov med en del fyrretræer og mange store gamle flotte vedbend/efeu, der nærmest har dannet tykke søjler om nogle af træerne. Ikke meget liv i skoven på vej derud, men til gengæld var der helt fyldt med ænder og gæs lige ud for fugletårnet. Lidt sol havde endda sneget sig frem fra skyerne, og derfor så vi alle fuglene i det flotteste medlys og tæt på.

Der var et pænt antal blisgæs sammen med nogle grågæs, igen masser af ænder af stort set alle arter, og der blev talt helt op til omkring 30 spidsænder. Der var tydeligt at se, hvor de har deres navn fra, når de gentagende gange dykkede forkroppen ned i vandet, mens den lange spids stak lige op bagfra. Mens vi stod og nød synet af blisgæs og de mange ænder og forsøgte at tælle dem, blev der pludselig gjort opmærksom på, at der sad en stor rovfugl i skoven (Langø Plantage) på modsatte bred af fugletånet. ”Havørn” – blev der sagt, men det blev hurtigt lavet om til: ”Det ligner godt nok en kongeørn!” Alle skoper kom herefter på ørnen, og vi kunne tydeligt se den fine gyldne nakke og den opretsiddende position. Nogle så også det sorte halebånd, da den sad og pudsede sig Den var sgu god nok! Vi havde lidt svært ved at fatte det, men kunne jo godt se, at det var sådan én. Der blev taget billeder af kongeørnen af dem, der havde medbragt kamera samt mobilfotos gennem teleskopet. Fedt!! Og så var vi endda også så heldige, at en havørn lige kom og landede i det samme skovstykke som kongeørnen sad i, så vi faktisk kunne se begge ørne i samme teleskopfelt! Hvor mange har lige prøvet det uden for Lille Vildmose? 😉

Tiden gik, og det var lidt svært at løsrive sig kongeørnen og de mange ænder og gæs, men vi begyndte så småt at bevæge os fra tårnet og tilbage gennem Egense Plantage, hvor det pludselig ”myldrede” med småfugle. Så her fik vi også lige dompap, træløber, musvit, spætmejse, topmejse, gærdesmutte, gulspurv, fuglekonge, sumpmejse og rødhals på listen.

Herefter takkede vi af på p-pladsen og trillede hjemad.

Det blev til hele 51 arter på turen (og et meget langt, men forhåbentlig spændende referat 😉 ).

Her fuglearterne i set/hørt rækkefølge:

Stillits, grønspætte, tårnfalk, kvækerfinke, gråand, rødben, musvåge, hvinand, bramgås, blåmejse, bjergirisk, toppet skallesluger, hættemåge, sølvhejre, havørn, storspove, sølvmåge, gråkage, råge, vibe, pibeand, lille lappedykker, sangsvane, fiskehejre, sjagger, spidsand, knarand, knopsvane, krikand, taffeland, lille skallesluger, troldand, grågås, skeand, solsort, vindrossel, blisgås, dompap, kongeørn (!), træløber, musvit, spætmejse, gærdesmutte, topmejse, gulspurv, fuglekonge, stor flagspætte, sumpmejse, rødhals, fasan, ringdue.

Mange tak til Peter og Conny for en spændende tur!

Referent: Nina Rosendahl Larsen