Bygholm Park, 16. februar 2026
Tur i Bygholm Park 16.02.26
Turen i Bygholm Park begyndte kl. 10.00 i 3 gaders frost. Det var gråt og overskyet med en iskold vind. Heldigvis var der for det meste læ inde i parken. Vi var 5, der trodsede vejret, og vi var spændte på, hvad vi ville komme til at se.
Vi startede med at gå højre om de tilfrosne søer, hvor der ikke var nogen aktivitet. På vejen hørte og så vi parktræløberen (tidligere korttået træløber), stor flagspætte - hun, gråkrage, almindelig træløber, musvit, blåmejse, solsort. Vi så en lille flok grønsiskener og gråsiskener fouragere i træerne lige over vores hoveder. Senere så vi en meget større flok. Vi fortsatte ned til broen mod banegården. Her var der åbent vand i åen, og vi så mange gråænder, enkelte blishøns og 3 grønbenede rørhøns (nu blot rørhøns).
Vi fortsatte op langs Peblingestien og bemærkede de mange misteltene, der sad i piletræerne hele vejen op langs stien som tydelige tætvoksende strukturer med blade og de fineste hvide bær.
I det åbne vand i åen så vi en stor skallesluger han og en lille lappedykker, der havde travlt med at dykke for at komme op et helt andet sted. Vi så gærdesmutten hoppe rundt i bevoksningen langs stien, og rødhalsen var der også. På nogle tykke mosbevoksede grene ud over åen, så vi to almindelige træløbere, der fouragerede i mosset, ganske tæt på. Vi hørte spætmejsen og så ringduer og hættemåger. Vi kom forbi det sted, hvor fiskehejrerne har deres koloni, og vi kunne se de mange reder i træerne; men vi så ikke nogen fiskehejrer.
På et tidspunkt så vi en lille flok halemejser, 6 styk. Der blev observeret både nordlig og sydlig halemejse. Senere så og hørte vi også sumpmejsen.
Vi fortsatte op mod stryget i håb om at se vandstæren, som var observeret der.
Vi så mange gråænder og nu stor skallesluger både han og hun i stryget foran husene. Vi så også krikænder, der opholdt sig i kanten af det strømmende vand.
Pludselig fløj der først en så endnu en dobbeltbekkasin op foran os. Vi kunne tydeligt se deres konturer med det lange næb, medens de fløj nedstrøms mod parken. Minsandten om ikke en tårnfalk få øjeblikke senere fløj tværs over stien og satte sig i en tagrende tæt ved. Vi troede, at den havde fanget noget, da den blev siddende; men lidt efter fløj den over i et større træ, og den havde ikke noget i fangerne. Her sad også husskaden.
Vi var nu fremme ved den sidste del af stryget og kiggede grundigt efter vandstæren. Pludselig fløj endnu en dobbelt bekkasin op foran os, og lidt senere blev vandstæren observeret. Den fløj lidt frem og tilbage for til sidst at sætte sig på kanten ikke langt fra ved det store rør. Vi havde nu fin lejlighed til at se den tydeligt.
På tilbagevejen så vi op ad åen. Her var der mange gråænder, nogle få krikænder og en enkelt grågås. Der sås og hørtes dompap.
Vi fortsatte tilbage forbi skøjtebanen, hvor der var en enkelt skøjteløber i gang. Der var fortsat ingen aktivitet ved de frosne søer, men vi så nogle rørhøns, der gik i sneen i græsset ved en af søerne.
Vi kiggede efter natuglen; men den var desværre ikke at se i hullet i sit træ. Vi tjekkede for en sikkerheds skyld også redekassen; men der kunne den heller ikke ses. På en af skorstenene på hotelbygningen så vi to alliker, og i de store træer i nærheden af ugletræet så vi 2 kernebidere. Der havde vi i starten af turen set bogfinker.
Så var turen slut. Vi var enige om, at det havde været en vældig god tur med mange fugle.
Referat: Marianne Fock
Artsliste, 32 arter:
Parktræløber, almindelig træløber, stor flagspætte, musvit, gråkrage, bogfinke, solsort, blåmejse, spætmejse, ringdue, hættemåge, rørhøne, blishøne, gærdesmutte, gråsisken, grønsisken, gråand, krikand, lille lappedykker, stor skallesluger, nordlig halemejse, sydlig halemejse, rødhals, sumpmejse, tårnfalk, husskade, dobbeltbekkasin, vandstær, grågås, kernebider, dompap, allike.
Et par af deltagerne havde set odderen på isen ved broen på den gamle banesti ud mod Stensballe. På vej hjem kunne jeg ikke dy mig for at køre forbi og se, om den stadig var der. Det var den! Den sad tæt ved broen på isen, og man kunne tydeligt se den spise, hvad der nok var små fisk, f.eks. hundestejler. Den hoppede i vandet og op på isen igen flere gange, medens jeg så på den. Sikke en oplevelse.


